9-12 oktober danner København ramme om en stor international konference om klimavenlig og bæredygtig byudvikling. Konferencen afholdes af C40, et internationalt netværk af ”megacities”, der tilsammen omfatter en befolkning på over 650 millioner mennesker og tegner sig for en fjerdedel af verdens samlede BNP.
København er medlem af netværket og er i år blevet valgt som vært for denne konference, fordi vi her i byen kan fremvise en række interessante eksempler på klimaløsninger. København har fået ry som et laboratorium, andre byer kan lære af.
Overborgmester Frank Jensen sidder i styrekomiteen i C40 og er meget optaget af klimavenlig byudvikling. I 2013 var han gæst ved Lundehuskirkens nytårsmøde. Her blev han præsenteret for et forslag om en overdækning af Helsingørmotorvejen. Han fandt ideen god, og nu seks år senere er den – takket være Bispebjerg Lokaludvalg – blevet til et skitseprojekt, som blev præsenteret på den netop afholdte fest på Lundehustorvet.
”Vores” overdækning er nu – som en del af konferencen – blevet udvalgt til en udstilling på Dansk Arkitektur Center som et eksempel på spændende ny byudvikling. Vi tillader os at tolke det som et positivt skridt hen imod en realisering af projektet.
Se skitseprojektet her: 20190612_Helsingørmotorvej_a. Seneste (1)